Ukendis _Big _08 Ukendt _mini _norm _01 Ukendt _mini _norm _02 Ukendt _mini _norm _03 Ukendt _mini _norm _04
Ukendt _mini _norm _05 Ukendt _mini _norm _06 Ukendt _mini _norm _07 Ukendt _mini _Over _08
Ukendt _mini _norm _09 Ukendt _mini _norm _10

PETER

Man tænker på hvorfor kæresten vil gå i seng med en når man har noget så ulækkert forneden.

 

Jeg er en mand på 24 år, og jeg har haft kondylomer i over 7 år. Jeg fik det inden jeg var fyldt 17, inden jeg havde været seksuelt aktiv. De første læger jeg var til sagde det var noget pjat og det kunne ikke lade sig gøre, men jeg har senere læst om andre som også har fået det på denne måde, og har snakket med en læge der mente det kunne være overført smitte, hvis man delte håndklæder til gymnastik for eksempel.
Jeg havde de fleste kondylomer på forhuden lige bag penis-hovedet og på huden over selve penis. Den første behandling jeg fik var noget blåt celledræbende væske jeg selv kunne pensle på derhjemme. Det sparede alle lægebesøgene, men for det første er det svært selv at se kondylomerne, og for det andet var det svært at dosere, så jeg endte op med sår der mindede om hudafskrabninger. Det stod på et par år med meget varierende succes. Som regel gik selve behandlingen fint, men så snart sårene var helet eller et par måneder efter kom kondylomerne igen. Da jeg fyldte 21 flyttede jeg til København, og begyndte at tage til Bispebjerg Hospitals veneriske afdeling (afdelingen for kønssygdomme), der fik jeg frosset kondylomerne i stedet for, hvilket gav langt bedre resultat end penslingen gjorde, og jeg var faktisk fri for dem i over et halvt år. Jeg løb dog ind i eksamenstid med meget stress og noget sygdom, og derefter kom de tilbage. Da jeg var omkring 22 (måske 23, husker det ikke helt), ændrede de procedure på Bispebjerg og gik over til både at fryse og pensle kondylomerne så man fik dobbelt behandling, det har vist sig mere effektivt, og jeg har netop afsluttet mit andet behandlings forløb i år, og håber nu på at kunne være fri for kondylomerne bare lidt.

Det er et helvede psykisk. Jeg var "heldig", at jeg fandt min nuværende kæreste, som ikke løb skrigende bort da jeg fortalte det, og jeg var smart nok til at fortælle hende om dem inden vi var i seng sammen første gang. Når man har været sammen længe nok bliver man træt af kondom og vi tog chancen i en periode hvor jeg var fri for kondylomer og lagde kondomet på hylden. De vendte så desværre tilbage, men da jeg først opdagede det var skaden jo muligvis sket, hun blev så undersøgt og jeg havde gudskelov ikke smittet hende. Det er slemt nok at man selv føler sig beskidt og uren, men at smitte min kæreste ville have været endnu værre, især når det kan føre til kræft i livmoderen hos kvinder. Det griber også forstyrrende ind i ens sexliv, hver gang jeg bliver frosset er det umuligt at have sex, både fordi jeg føler mig ulækker og beskidt med alle de små sår der kommer, men også fordi det simpelthen gør for ondt fordi især forhuden bliver uelastisk når alle sårene heler, hvilket gør det direkte smertefuldt at have sex. Det piller også ved ens selvtillid, man tænker på hvorfor kæresten vil gå i seng med en når man har noget så ulækkert for neden, man føler sig ikke tiltrækkende, og jeg fandt det især svært da jeg var yngre, at indlede forhold til kvinder, når man vidste at man både på en eller anden måde var nødt til at få fortalt dem at man altså rendte rundt med en kønssygdom, og så at der var en chance for at man kunne smitte dem. Det virker mere tabu at tale om kondylomer eller kønsvorter, netop fordi det er både smitsomt og svært at komme af med igen, klamydia for eksempel, er folk nærmest ligeglade med, men det er også kun 2 piller og så er det slut.

Det jeg har fundet mest irriterende ved selve det at gå til behandling, er at det ikke virker som om der er nogen videns-deling mellem læger omkring kondylomer. Jeg har flere gange oplevet, at når jeg har spurgt om de samme ting til forskellige læger, så har jeg fået forskellige svar hver gang, så det er svært at finde ud af hvad der er fakta og hvad der er do's and don'ts omkring kondylomer.
Det har taget mig adskillige år af bringe det på banen over for fx venner, og stadigvæk er det kun de færreste der ved jeg har det, man kan mærke på folk at de føler sig utilpasse ved at snakke om det, de viger hurtigt væk fra emnet og er ikke meget for at spørge ind til selve sygdommen. Jeg er efterhånden blevet bedre til at tackle hele sygdoms forløbet, og føler mig heller ikke flov mere over at sidde i ventesalen på Bispebjerg, men jeg er også så heldig at være i et fast parforhold med en kæreste som ikke er blevet smittet, havde jeg været single havde nok påvirket mig endnu mere end det har, og det ville nok også have gjort mig langt mere indadvendt hvis jeg havde stået alene med det. Det hjalp også utroligt at jeg meldte mig til en fokus gruppe omkring kondylomer hvor jeg som anonym deltog i en undersøgelse af livskvaliteten hos folk med kondylomer, det var meget befriende at kunne snakke med andre om det som har haft samme problem, og som mange gange har siddet med præcis de samme tanker som en selv, på trods af at mange af sygdoms- og behandlingsforløbene var meget varierede. Jeg tror flere ville have glæde af at kunne melde sig til et sådan forum, om det så bare var for en enkelt aften, jeg selv følte mig i hvert fald langt mindre alene med min sygdom da jeg kom hjem efter forløbet end inden jeg meldte mig.

Det er en utrolig hæmmende sygdom at få, og jeg kan kun opfordre folk til at beskytte sig så vidt muligt, for i forhold til andre kønssygdomme er det her noget der kan følge en resten af livet, og det er en enkelt uheldig gang ubeskyttet sex ikke værd.

 

Anne